UA-76103815-1

Tag: Mulighed

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Om nærvær og rødvin

Den vise RødvinFor nogle dage siden, i en lille rødvinsrus sad jeg og udtalte mig noget så klogt.
Om alle mulige ting jeg dybest set ikke har forstand på, ikke mere end alle andre i hvert fald, det var nok nærmere var udtalt ønsketænkning end facts. Og mændene omkring mig lyttede.. For måske var det også ønsketænkning for dem, der blev i tale sat, og så af en kvinde: Tænk hvad der ville ske, om vi alle vidste hvad vi ville have, og endnu bedre: Tænk om vi også vidste hvad vores nærmeste, eller dem vi ønskede skulle være vores nærmeste, ville have.. Sikke vi alle ville gå rundt og smile!
Hvis og hvis..!

Senere igen kom vi forbi min profil i et af disse.. sociale medier jeg er medlem af. Min profil har stået uberørt hen i snart et år.
Og .. om det var den rødvin ikke alle havde drukket af, vides ikke, men pludselig blev der skudt med skarpt! På mig! For der var én (og det var ikke mig) der læste hvad der stod i min profiltekst, lige dér, midt mellem linjerne:
“Hold da kæft hvor er du aldersfikseret!”

Øh hvad?!

Og ja: Gu er jeg det!
Jeg har lige læst i en debat indlæg at jeg er middelaldrene (jeg foretrækker nu midaldrene, men lad nu det ligge)!
Mit ur tikker hele tiden både højere og hurtigere. Mit liv blev ikke som det jeg drømte om og nu løber jeg kapløb for at få det rettet op efter evne. Der er sket ting der ikke kan gøres om men timeglasset rinder snart ud og jeg bør så småt indse at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg har ladet mig fortælle af andre kvinder i deres bedste alder(!) at når kvinden rammer de 40, sænker der sig en ro over hende! Det lyder meget dramatisk.. Det er det ikke, måske snare det modsatte? Udramatisk!
Måske min tid til at falde til ro er kommet!
Den tid, hvor jeg skal åbne mit sind, så jeg kan glæde mig over og nyde det jeg realt har og har opnået i mit liv:
Holde op med at se bagud og lade være at lægge planer for hvad fremtiden skal bringe!

Min veninde (der vist af en eller anden grund ikke havde fået store mængder vin) spurgte i forlængelse af min store erkendelse, hvad jeg så ville bruge al den fantastiske energi til, som nu ville blive frigivet, nu jeg skulle til at være anderledes nærværende i mit liv..

Jeg håber, jeg vil bruge den til at leve det liv jeg har fået! At nyde resultaterne af de valg jeg træffer hver dag! Til at kigge mig selv i øjnene og leve efter og følge de råd jeg i god mening giver andre. Til at være nærværende!

Om ferieplanlægning: Endnu flere hensyn ARH!

Der findes mennesker der fungerer bedst med alt i faste rammer. Som planlægger i god tid frem, så de præcist ved hvad de går i møde, med hvem og hvornår! Jeg tænker at deres kalender sikkert er fyldt godt op.

Så er der dem i den anden kategori, der lever fra dag til dag som ikke har særlig mange forpligtelser, og som måske derfor ikke har behov for skemaer. Muligvis lidt s/h tegnet op, men jeg håber du kan følge min tankegang!
Jeg tror nok, at jeg hører til i den sidste kategori. Det er bare sådan, at mit liv med årene har.. kompliceret sig.. Flere og flere har interesser i mit liv og min tid, så at sige. Nogen direkte og andre inddirekte indflydelse, det er klart!
Tag nu ferierne:
Når jeg nu til sommer ønsker at holde mine fjorten dages ferie med min dreng alene og så, efterfølgende med min kæreste alene, så skal det passes sammen med:
Min kæreste
Enebarnets far
Enebarnets sport (han kører gokart hele sommeren, deltager i diverse løb, som regel kun med sin far. Derfor skal de bedste løb skal helst ligge i fars weekender)
Gokart Skole som (vist nok) kun er én uge i sommerferien
Min kærestes ekskone
Enebarnets fars kæreste
Og hun skal formentlig passe det ind med sine børns far/ fædre
Og endelig er der diverse arbejdsgivere/ kollegaers hensyn!

Jeg har fået helt ondt i maven ved tanken om ferie planlægning siden Mr. D. bragte det på banen for en måned siden. Han og børnenes mor planlægger deres ferier hurtigst muligt. Jeg og enebarnets far har (næsten) altid ventet til vi ikke kunne strække den længere. Hvorfor? Det må guderne vide! Selv har jeg vildt svært ved at overskue konsekvenserne ved vores ferieplanlægning. For ikke nok med at yndlingsbarnet skifter mellem Far og Mor midt på ugen (hvilket gør at man ikke bare kan tale om lige eller ulige uge) så har vi også en aftale om at vi har lov til, to gange om året, at holde 14 dages sammenhængene ferie med den unge mand!

Den skarpe læser vil straks se problematikken i denne aftale: Vi skifter uger efter hver ferie! Vi risikerer med denne aftale, pludselig at stå, (såfremt vi har en kæreste hvis “barnecyklus” følger vores) helt uden den børnefri weekend! For, kærestens børn skifter sjovt nok ikke uger?! Og så kan der gå laaaang tid før den anden forældre holder ferie. Der er sågar også den mulighed at den anden vælger, slet ikke at benytte sig af muligheden for sine 14 dages sammenhængende..

Nogen har engang påpeget for mig, at jeg bare skulle være taknemmelig for at jeg overhovedet havde mulighed for de børnefri stunder! “Det har de færreste forældre mulighed for!” Jo jo! Enig! Men, de havde jo så muligheden for at lære hinanden at kende inden de fik børn! Om de så benyttede sig af den mulighed, er jo så en anden snak, men de havde den! Vi skal lære hinanden at kende, imens vi tager hensyn til børnene og deres følelser, eller i de korte stunder vi er alene. So we better be!

Jeg prøvede for nogle uger siden at få enebarnets far til at sætte sig sammen med mig og en kalender så vi kunne få styr på alle disse ferier! Det lykkedes ikke! Nu har jeg modtaget en mail med et meget kort og meget specifikt ønske om en enkelt uges ferie: Gokartskolen! Det burde være så nemt.. Særligt når jeg ser ind i min kære drengs øjne.. Men ARH(!) det føles ikke altid sådan!

Jeg ved fra flere pålidelige kilder at ferieplanlægning fylder ganske meget i de små splittede, for slet ikke at tale om i de sammenbragte familier! Hvordan planlægger du ferierne?

Alle de hensyn

Da jeg fik min dreng hjem forleden gav han tydeligt udtryk for at han ikke havde behov for at tilbringe mere tid end højst nødvendigt hos min kæreste mr. D og hans to drenge. Han går i skole med den ene. Da vi for alvor begyndte at kæreste syntes især min dreng, der er enebarn, at det var fantastisk med legekammerater der var tilgængelige hele tiden, omend det var helt enormt PINLIGT! Det sidste var vi forberedte på!

Så vi har naturligvis nydt i fulde drag at børnene har opsøgt hinanden uden for skolen og har styret os alle i en retning der gjorde det muligt at tilbringe langt mere tid sammen, end hvad jeg tror vi ellers ville have gjort. Omvendt har det også hurtigere introduceret os for dilemmaer som sammenbragte familier lever med. Der er bare den lille detalje, at vi ikke er en sammenbragt familie: Vi lever ikke samme!

Så alt i alt er det gået som Mette Bender forudsiger i sin bog Mere end Pap og Bonus: Efter omkring et halvt års tid begynder nyhedens interesse at aftage og de begynder at forstå at disse mennesker måske ikke går væk og at tid uden, bestemt også er vigtig! Det er i hvert fald sådan jeg husker det afsnit og det er sådan alle vores børn har reageret!

Så vi har skruet ned for aktiviteterne og har aftalt kun at ses og at spise og sove sammen, en enkelt gang (eller to) i denne uge: Drengene var gensidigt ret trætte af hinanden det var tydeligt. Men hvad sker så når man beslutter at skrue ned? I forgårs, torsdag, tog de sammen hjem fra skole, allerede lidt over to. Da jeg hentede ham hjem efter at have tilbragt lidt tid med mr. D. kunne han slet ikke overskue tanken om at han, pga. min fredagssvømning, skulle “passes” hos dem og at vi efter al sandsynlighed også skulle spise der. De skulle i hvert fald ikke følges med os i biografen: Den opfordring var jeg indstillet på at følge idet jeg mener at de også skal have den slags stunder med deres forældre, alene, uden påhæng.

Nå! Fredag tager de først hjem sammen kl. 15. Da jeg har svømmet og jeg tilslutter mig selskabet hos mr. D. er de store ikke til at drive ud af værelset. De forsvinder derind igen da vi har spist og efter en god lang romantisk film uden noget der kunne minde om børn i nærheden, overhovedet, begynder de at plage om at sove sammen. Hvortil jeg, naturligvis og til min store ærgrelse, må svare Nej!

Inderst inde ved jeg så udmærket godt, at jeg gør det rigtige! Min 10årige Hr. Enebarn kræver tid til at vænne sig til at der altid er andre omkring sig, at andre børn kræver og tager opmærksomheden og at der bliver færre hygge stunder i nærmest total stilhed, alene med mor og måske en kat på skødet. For ikke at tale om tid til at lære hinanden sådan rigtig at kende. Børnene har ikke været med til at vælge hverken fars eller mors kæreste, og da endnu mindre kæresternes børn.

Men ARRRH! Alle de hensyn! (Tag nu ikke fejl! Jeg tager dem af hjertet gerne, når jeg ser dem, når jeg kan finde rundt og navigere i dem, og i alle de nye situationer vi pludselig står i). Der er en himmel til forskel på hvordan de er sammen, fordi de har lyst, og når de voksne bestemmer det! Så det er vel i virkeligheden bare med at stå klar når de har lyst til det. Og bare med at stå klar og fjerne dem langsomt og sikkert fra hinanden mens legen er god, så de kan fortsætte i den gode karma og harmoni, næste gang de/ vi ses.

Åh, hvor kan jeg godt blive træt af alle de nye facetter min ellers helt fantastiske kæresteforhold har fået..

Håber ikke jeg er den eneste ene der har det sådan..?

Jeg går også dig i møde

Det at spise sammen, er som de fleste sikkert ved, en social ting. Men ak nej, det er ikke lige meget hvad det er du spiser, eller drikker når du gør det med andre! Du skal helst indtage det samme som de øvrige for at være med i klubben og for at kunne tale om maden og alt det andet der rører sig omkring mødet og spisebordet. Der skal være nogle fællesnævnere før du kan indgå i et fællesskab, du bør helst ikke være special .. eller særlig, og skille dig for meget ud!

Og det kan være svært! For selv om jeg man føler mig sig som alle de andre, at jeg man er som folk er flest, og at jeg man måske endda har ret i denne formodning, så tæller det bare ikke hvis jeg man er i mindretal når jeg man træder ind af døren!

Og hvad gør en klog så?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg tilpasser mig! Går på kompromis, sluger kameler og sætter egne behov til siden, hvis jeg kan! Og prøver at få de andre til at komme mig i møde. Der kan jo være fysiske, eller mentale forhindringer.

Selv prøver jeg virkelig komme fællesskabet i møde. Det er bare så svært når man har særlige behov og i mit tilfælde er der tale om både fysiske og mentale behov. Det, hele tiden at skulle bede om særbehandling og hensynstagen, kan være virkelig anstrengende.

Så jeg holder igen, prøver at finde en middelvej, og nogle gange går det godt, andre gange mindre godt men på bundlinjen, (det er mit fysiske velvære der repræsentere bundlinjen), er der en direkte konsekvens af disse middelveje.

Jeg skal finde en vej der forener mine mål og mine ønsker. For disse harmoniere ikke altid. Så derfor har jeg lavet denne lille kategori om ernæring og sundhed for den skal der helt sikkert fyldes på!

Gædelig jul

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!

%d bloggers like this: