“Hvad så.. Er du hvor du hvor du skal være? Eller: Er du, hvor du ønsker at være? Skal noget gøres anderledes?”

Stiller du også dig selv den slags spørgsmål?

Jeg gør, særligt på denne tid af året..

Jeg startede året, næsten som jeg slutter det, nemlig med disse overvejelser, som du kan læse her! For et år siden, var det netop gået op for mig, at jeg selv er ansvarlig for at ændre retning, hvis jeg ikke er tilfreds. Så jeg har gjort. Og jeg har brugt det meste af 2016 på at finde ud af, hvilke stier jeg skal gå ned af. Jeg er slet ikke færdig!

Og det har kostet. Det har kostet erkendelse, tårer og hårdt, hårdt arbejde. Og al mit fokus. Både på NLP skolen hvor jeg har gjort min nlp practitioner færdig og hos min terapeut som løbende holder min udvikling i gang. Da jeg skulle runde det skarpe hjørne da jeg fyldte 40 år.. På min arbejdsplads, hvor jeg pludselig ikke følte at jeg fik indfriet mine værdier og behov, og som konsekvens deraf forlod jeg det da jeg blev tilbudt nogle helt nye udfordringer. Mit nye arbejde er stadig så nyt at det periodisk udmatte mig fuldstændigt, men jeg har fået hvad jeg bad om, og det er jeg uendelig taknemmelig for.

Det spændende ved at stoppe op og se tilbage på et længere forløb er, at man pludselig kan se resultatet af de små ændringer man løbende har foretaget, hvis man har foretaget ændringer.

Selv var jeg generelt ikke rigtig glad og havde ikke været det meget længe da jeg begyndte at tænke over det.Og så måtte der jo gøres noget. Noget andet:

“Hvis det du gør, ikke virker, så gør noget andet” og mangler motivationen, så husk: “Er det muligt i verden, er det muligt for dig.”

Det lyder så banalt.. men, mærker du efter, er det jo rigtigt! Og, foruden alle de synlige ændringer jeg aktivt har foretaget mig gennem året, er der også en masse adfærd og indsigter der ubemærket er kommet snigende, og som samlet kan ses på bundlinjen. Måden jeg oplever mine medmennesker og min verden på, blot for at nævne noget. Evnen til at se mig selv og verden, lidt oppe og udefra. De små ting har fået mindre betydning end tidligere: Det betyder at jeg nu bedre er i stand til at se helheden i stedet for at fokusere på de små detaljer. Og så slog det mig, da jeg sad og gjorde mig tanker om netop dette indlæg, at naboens kat har flyttet sig:

Mit noget udefinerbare mål omkring hvad min elskede Naboenskat skulle give mig, hvordan jeg skulle gribe den an så den kunne vokse og udvikle sig, er endeligt ved at blive defineret. Definitivt: Jeg vil gerne fortælle flere historier! Det er det jeg kan og det jeg elsker. Så med min kunstneriske frihed og mit helt eget verdensbillede, vil jeg igen fortælle historier, flere historier, fra det virkelige liv og fra min indre verden: Små noveller, beretninger og måske endda også lidt digte.

Så 2017! Jeg er klar! Du kan bare komme an. Jeg har både løse og faste planer i ærmet så det kommer ikke til at blive kedeligt!