Med roen kommer indsigten.
Indsigten, som får mig til at vokse og rumme.. Mit hjerte heler og bliver hele tiden stærkere.. Selv efter så mange år!


For det der føles som for en evighed siden, drømte jeg smukke drømme..
Drømme om at give et lille nyt menneske en tryg opvækst. At vise et lille menneske verden sammen med den jeg elskede.
Vi skulle elske hinanden ubetinget, som en lille trekløver. Støtte og supplere op om hinandens meninger og hjælpe til når to hænder var for lidt!
Smukke drømme…

I takt med at min mave voksede, dengang, for så længe siden, svandt mine drømme og forventninger.
Da jeg stod med det lille nye menneske mellem mine hænder, havde jeg vel nærmest glemt dem, drømmene. Trekløveren var ikke en trekløver men en tør propel fra det store ahorn træ, der alene snurrer rundt om dets frø: det lille nye menneske!

Vore veje skiltes og jeg lærte at give vores barn al min kærlighed, visdom og at træffe beslutningerne alene mens hans far gjorde det samme for ham, på sin måde.

Ti år senere finder jeg mig selv i vores gamle entre..
Jeg føler mig ikke hjemme der mere, men når jeg ser mig om ved jeg, at der ligger minder og drømme gemt i hver en krog og det er okay! Verden består endnu og det menneske vi gav liv finder stadig tryghed i disse rammer. Den ro skal ingen tage fra ham.

Jeg har lige været ude at styrketræne i svømmehallen med det lille menneske, hvis egne holdninger og meninger kommer stærkere og stærkere til udtryk. Jeg fortæller roligt hans far om oplevelsen. Om hvordan jeg føler mig modarbejdet fordi barnet keder sig og ikke forstår intentionen bag vores træningstur. At det ikke handler om at svømme fra A til B, men om at styrke hans ryg, nakke og hals og om at bevæge sig: Holde sig i god form!

Og jeg hører hans far fortælle drengen præcis hvad jeg lige har sagt, blot med sine ord.
Vi taler sund kost og energiforbrug under træning og til løbsweekender (han kører gokart, han løber ikke).  Vi siger det samme, med hver vores ord. Vi supplerer hinanden. Vi taler om hvordan jeg kan supplere hans far, når han er mekaniker og teknisk coach og ikke har overskud til også at se til at barnet spiser og drikker.
Vi smiler sigende til hinanden mens vores dreng tramper op af trappen og siger at vi er dumme.

Jeg smiler mens jeg går fra huset.
Mit gamle hjem og hus.. Krokus løgene min mor plantede langs havegangen med det lille menneske for 8 år siden står i blomst.

Mit livs kærlighed bor her. Sammen med min første bedste ven og ungdomskærlighed.
Den ven der sårede mig dybest og som gav mig det største i verden.
Da vore liv blev splittet for snart 8 år siden, sagde han til mig, at han stadig elskede mig og det vi havde haft. Jeg forstod ikke dengang hvad han talt om.
Det gør jeg nu: Jeg ser nu, oftere og oftere, glimt af den mand jeg elskede så betingelsesløst.
Og jeg forstår nu, at det lille menneske, vores barn, får alt det jeg ønskede for ham, blot på en anden måde end den jeg drømte om, dengang.

Dengang, for det der føles som for en evighed siden, da jeg drømte smukke drømme.
I dag elsker vi vores barn ubetinget. Vi er vel som en pudsig, lidt krøllet trekløver.
Støtter og supplerer op om hinandens meninger og hjælper til når vores to hænder er for få. Nogle gange!
Smukke drømme og planer som blev til en anden virkelighed..