UA-76103815-1

Tag: Rutine

I rødt

Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!

Om ferieplanlægning: Endnu flere hensyn ARH!

Der findes mennesker der fungerer bedst med alt i faste rammer. Som planlægger i god tid frem, så de præcist ved hvad de går i møde, med hvem og hvornår! Jeg tænker at deres kalender sikkert er fyldt godt op.

Så er der dem i den anden kategori, der lever fra dag til dag som ikke har særlig mange forpligtelser, og som måske derfor ikke har behov for skemaer. Muligvis lidt s/h tegnet op, men jeg håber du kan følge min tankegang!
Jeg tror nok, at jeg hører til i den sidste kategori. Det er bare sådan, at mit liv med årene har.. kompliceret sig.. Flere og flere har interesser i mit liv og min tid, så at sige. Nogen direkte og andre inddirekte indflydelse, det er klart!
Tag nu ferierne:
Når jeg nu til sommer ønsker at holde mine fjorten dages ferie med min dreng alene og så, efterfølgende med min kæreste alene, så skal det passes sammen med:
Min kæreste
Enebarnets far
Enebarnets sport (han kører gokart hele sommeren, deltager i diverse løb, som regel kun med sin far. Derfor skal de bedste løb skal helst ligge i fars weekender)
Gokart Skole som (vist nok) kun er én uge i sommerferien
Min kærestes ekskone
Enebarnets fars kæreste
Og hun skal formentlig passe det ind med sine børns far/ fædre
Og endelig er der diverse arbejdsgivere/ kollegaers hensyn!

Jeg har fået helt ondt i maven ved tanken om ferie planlægning siden Mr. D. bragte det på banen for en måned siden. Han og børnenes mor planlægger deres ferier hurtigst muligt. Jeg og enebarnets far har (næsten) altid ventet til vi ikke kunne strække den længere. Hvorfor? Det må guderne vide! Selv har jeg vildt svært ved at overskue konsekvenserne ved vores ferieplanlægning. For ikke nok med at yndlingsbarnet skifter mellem Far og Mor midt på ugen (hvilket gør at man ikke bare kan tale om lige eller ulige uge) så har vi også en aftale om at vi har lov til, to gange om året, at holde 14 dages sammenhængene ferie med den unge mand!

Den skarpe læser vil straks se problematikken i denne aftale: Vi skifter uger efter hver ferie! Vi risikerer med denne aftale, pludselig at stå, (såfremt vi har en kæreste hvis “barnecyklus” følger vores) helt uden den børnefri weekend! For, kærestens børn skifter sjovt nok ikke uger?! Og så kan der gå laaaang tid før den anden forældre holder ferie. Der er sågar også den mulighed at den anden vælger, slet ikke at benytte sig af muligheden for sine 14 dages sammenhængende..

Nogen har engang påpeget for mig, at jeg bare skulle være taknemmelig for at jeg overhovedet havde mulighed for de børnefri stunder! “Det har de færreste forældre mulighed for!” Jo jo! Enig! Men, de havde jo så muligheden for at lære hinanden at kende inden de fik børn! Om de så benyttede sig af den mulighed, er jo så en anden snak, men de havde den! Vi skal lære hinanden at kende, imens vi tager hensyn til børnene og deres følelser, eller i de korte stunder vi er alene. So we better be!

Jeg prøvede for nogle uger siden at få enebarnets far til at sætte sig sammen med mig og en kalender så vi kunne få styr på alle disse ferier! Det lykkedes ikke! Nu har jeg modtaget en mail med et meget kort og meget specifikt ønske om en enkelt uges ferie: Gokartskolen! Det burde være så nemt.. Særligt når jeg ser ind i min kære drengs øjne.. Men ARH(!) det føles ikke altid sådan!

Jeg ved fra flere pålidelige kilder at ferieplanlægning fylder ganske meget i de små splittede, for slet ikke at tale om i de sammenbragte familier! Hvordan planlægger du ferierne?