UA-76103815-1

Tag: Rutine

I rødt

Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!

Om ferieplanlægning: Endnu flere hensyn ARH!

Der findes mennesker der fungerer bedst med alt i faste rammer. Som planlægger i god tid frem, så de præcist ved hvad de går i møde, med hvem og hvornår! Jeg tænker at deres kalender sikkert er fyldt godt op.

Så er der dem i den anden kategori, der lever fra dag til dag som ikke har særlig mange forpligtelser, og som måske derfor ikke har behov for skemaer. Muligvis lidt s/h tegnet op, men jeg håber du kan følge min tankegang!
Jeg tror nok, at jeg hører til i den sidste kategori. Det er bare sådan, at mit liv med årene har.. kompliceret sig.. Flere og flere har interesser i mit liv og min tid, så at sige. Nogen direkte og andre inddirekte indflydelse, det er klart!
Tag nu ferierne:
Når jeg nu til sommer ønsker at holde mine fjorten dages ferie med min dreng alene og så, efterfølgende med min kæreste alene, så skal det passes sammen med:
Min kæreste
Enebarnets far
Enebarnets sport (han kører gokart hele sommeren, deltager i diverse løb, som regel kun med sin far. Derfor skal de bedste løb skal helst ligge i fars weekender)
Gokart Skole som (vist nok) kun er én uge i sommerferien
Min kærestes ekskone
Enebarnets fars kæreste
Og hun skal formentlig passe det ind med sine børns far/ fædre
Og endelig er der diverse arbejdsgivere/ kollegaers hensyn!

Jeg har fået helt ondt i maven ved tanken om ferie planlægning siden Mr. D. bragte det på banen for en måned siden. Han og børnenes mor planlægger deres ferier hurtigst muligt. Jeg og enebarnets far har (næsten) altid ventet til vi ikke kunne strække den længere. Hvorfor? Det må guderne vide! Selv har jeg vildt svært ved at overskue konsekvenserne ved vores ferieplanlægning. For ikke nok med at yndlingsbarnet skifter mellem Far og Mor midt på ugen (hvilket gør at man ikke bare kan tale om lige eller ulige uge) så har vi også en aftale om at vi har lov til, to gange om året, at holde 14 dages sammenhængene ferie med den unge mand!

Den skarpe læser vil straks se problematikken i denne aftale: Vi skifter uger efter hver ferie! Vi risikerer med denne aftale, pludselig at stå, (såfremt vi har en kæreste hvis “barnecyklus” følger vores) helt uden den børnefri weekend! For, kærestens børn skifter sjovt nok ikke uger?! Og så kan der gå laaaang tid før den anden forældre holder ferie. Der er sågar også den mulighed at den anden vælger, slet ikke at benytte sig af muligheden for sine 14 dages sammenhængende..

Nogen har engang påpeget for mig, at jeg bare skulle være taknemmelig for at jeg overhovedet havde mulighed for de børnefri stunder! “Det har de færreste forældre mulighed for!” Jo jo! Enig! Men, de havde jo så muligheden for at lære hinanden at kende inden de fik børn! Om de så benyttede sig af den mulighed, er jo så en anden snak, men de havde den! Vi skal lære hinanden at kende, imens vi tager hensyn til børnene og deres følelser, eller i de korte stunder vi er alene. So we better be!

Jeg prøvede for nogle uger siden at få enebarnets far til at sætte sig sammen med mig og en kalender så vi kunne få styr på alle disse ferier! Det lykkedes ikke! Nu har jeg modtaget en mail med et meget kort og meget specifikt ønske om en enkelt uges ferie: Gokartskolen! Det burde være så nemt.. Særligt når jeg ser ind i min kære drengs øjne.. Men ARH(!) det føles ikke altid sådan!

Jeg ved fra flere pålidelige kilder at ferieplanlægning fylder ganske meget i de små splittede, for slet ikke at tale om i de sammenbragte familier! Hvordan planlægger du ferierne?

Om at motionere – og om ikke at gøre det!

Jeg har, nok som de fleste, svært ved at nå alt i en travl hverdag. Særligt det seneste halve år har jeg løbet kapløb med mig selv for at nå det hele. Men med et sygdomsforløb, mit ny udsprungne forhold til min kære Mr. D. kan vi jo kalde ham, og hans to børn og deres hund(!). Og så er der jo min egen søn som ingen må glemme (Gud forbyde det) og og og! Der har bare været mange ting!

Motion! Det var det jeg kom fra: Med alle de ting og hændelser der har krævet min fulde opmærksomhed, og som bestemt så gerne har ville give, har der bare ikke været hverken tid eller energi til at svømme. Det har gået mig på: jeg elsker at svømme og faktisk er det den sport jeg har formået at vedligeholde bedst, ever!

Resultatet af min manglende motion har været.. interessant, sådan, set over et par måneder! Først skete der intet og jeg tænkte ved mig selv at det hele bare kørte. Jeg spiste ellers lige hvad jeg lyste.. En klokke burde nok have ringet da! Så begyndt jeg at tabe mig (det må ha været musklerne der forsvandt der): Det var så her alarmen skulle have sat i gang! Og så: Bum! Kunne jeg mærke hvordan mit tøj begyndte at stramme og siden hvordan vægten begyndte at stige. Nu var det ikke bare noget tøj den var gal med! Næ nej! Det var det hele: bukser, kjoler, bluser og trøjer, det hele! Så jeg forsøgte at spise mig tilbage, for da jeg stadig var syg med stress var jeg ude af stand til at presse mig selv. Da det ikke gik, blev jeg bare ked og trist, og nok også vred på alle dem omkring mig der ikke forstod problemet og bare spiste videre. Mad begyndte at fylde meget, det var pludselig et problem for jeg kunne ikke så meget som åbne en pakke pasta før jeg tog på.

Wauw! Jeg får det til at lyde som om det stod på i flere år og som om jeg tog.. virkelig meget på! Det er ikke tilfældet! Jeg er kun motions svømmer, men har trappet ned på min svømning de seneste 9 måneder, under dække af kærligheden. Jeg har taget 4 kg. på og det er ikke muskler skal jeg hilse fra den nye mave-fold at sige.

Da vi trådte ind i det nye år var jeg ikke til at holde ud! Jeg kunne ikke være i min krop og jeg holdt mig ikke tilbage for at fortælle mine nærmeste det. Derfor er der nu lavet skema som virkelig prøver at følge: Når min dreng skifter fra mig til sin far, (onsdag) kan jeg svømme efter arbejde. det kan jeg også fredag, men lørdag er bedst for så bruger jeg heller ingen penge: Total Win/ Win! Mandag er også en mulighed og så kommer min dreng hjem! Derfor holder jeg igen indtil fredag hvor jeg lige kan nå en hurtig dukkert efter job hvis min dreng tager med kærestens ældste hjem efter skole. Det gør han som regel alene for selskabets skyld så den dårlige samvittighed kan jeg også pakke et andet sted hen. Jubii! Så lever jeg på fredagsturen til onsdag hvor jeg sender knægten hjem til sin far og min turnus kan starte forfra.

Jeg har trænet efter dette skema i 14 dage og mit lille korpus er allerede i gang med at belønne mig: Jeg har genfundet mine mavemuskler! Ja, faktisk også musklerne på overarmene, lårene, læggene og ballerne! Ikke værst! Mandag gav jeg mig max. Da svømmer den lokale tri-klub i banerne ved siden af mig og det er så fantastisk at se at jeg ikke er helt lost, nok især fordi jeg ikke har fået undervisning i over et år. Nå, som sagt: Jeg gav mig MAX! Og da jeg kom hjem var pulsen høj og jeg svedte på den der “Hov! Du har muligvis sat et par ting i gang i maskineriet, tingene skal lige i gang”-måde. Hele natten murede det frygteligt i mine arme og ben:

Det er så skønt at mærke min krop igen!

 

Jeg går også dig i møde

Det at spise sammen, er som de fleste sikkert ved, en social ting. Men ak nej, det er ikke lige meget hvad det er du spiser, eller drikker når du gør det med andre! Du skal helst indtage det samme som de øvrige for at være med i klubben og for at kunne tale om maden og alt det andet der rører sig omkring mødet og spisebordet. Der skal være nogle fællesnævnere før du kan indgå i et fællesskab, du bør helst ikke være special .. eller særlig, og skille dig for meget ud!

Og det kan være svært! For selv om jeg man føler mig sig som alle de andre, at jeg man er som folk er flest, og at jeg man måske endda har ret i denne formodning, så tæller det bare ikke hvis jeg man er i mindretal når jeg man træder ind af døren!

Og hvad gør en klog så?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg tilpasser mig! Går på kompromis, sluger kameler og sætter egne behov til siden, hvis jeg kan! Og prøver at få de andre til at komme mig i møde. Der kan jo være fysiske, eller mentale forhindringer.

Selv prøver jeg virkelig komme fællesskabet i møde. Det er bare så svært når man har særlige behov og i mit tilfælde er der tale om både fysiske og mentale behov. Det, hele tiden at skulle bede om særbehandling og hensynstagen, kan være virkelig anstrengende.

Så jeg holder igen, prøver at finde en middelvej, og nogle gange går det godt, andre gange mindre godt men på bundlinjen, (det er mit fysiske velvære der repræsentere bundlinjen), er der en direkte konsekvens af disse middelveje.

Jeg skal finde en vej der forener mine mål og mine ønsker. For disse harmoniere ikke altid. Så derfor har jeg lavet denne lille kategori om ernæring og sundhed for den skal der helt sikkert fyldes på!

Gædelig jul

Lykke og Facebook?

Faktisk troede jeg , at jeg var syg! Det er kommet over de sidste par måneder, stille og roligt er det tiltaget mere og mere.. Jeg nævnte det for en kær veninde, at jeg følte mig underligt tilpas. Jeg understregede at jeg ikke havde mødt nogen mand: at jeg ikke var forelsket: Nu var jeg solo, og det var okay, lige nu!

“Kan det, i din verden, tænkes, at ikke al forelskelse skal relatere til en af det modsatte køn? Eller til en udefra kommende person? Kan man tænke sig den tanke, at du kan blive forelsket i noget andet? Noget så defust som selve Livet? Eller at det du kalder forelskelse, blot er følelsen af at have det godt! At være i harmoni og hvile i sig selv?!”

Jeg blev nærmest flov, for jeg vidste med det samme at hun havde ret! Men kan man tillade sig det, at have det godt, i vores verden, og hvis  man kan, hvordan siger man det så højt, uden at blive betragtet som en uden at blive set skævt på?

Eller.. det skal måske slet ikke siges højt? Er det ikke nok at jeg selv ved hvordan tingen er?
Skal det virkelig postes til hele verden at jeg har det godt, før det er virkeligt? Ja! Det skal det! Åbenbart!!

Jeg har den seneste tid på det nærmeste været frustreret over de posts mine venner og bekendte til stadighed poster på blandt andre Facebook:

Hvor de er, hvem de er med, hvad og hvor de spiser, hvilket humør de er i, hvad de har modtaget, hvad det er blevet frataget, hvad deres mand, børn, svigerforældre, kæledyr har udrettet.. Og hvor lykkelige de er! Kan de virkelig være nærværende og til stede i alle deres selskaber, gøremål og følelser når de hele tiden skal hive deres telefon op og i tale sætte det?

En hel dag kan jeg gå og føle mig generelt lykkelig: For mit job, mine kollegaer, for mit helbred, mine gamle bukser som jeg stadig passer, for min bror derude i verden, min smukke, dejlige, underskønne søn, for solen som også stod op denne gang, for vinden der blæser og for at træde ind i mit hjem der giver mig ro, og alt det i den der skal ændres i den og for det og de som hjælper mig med at sætte store og små mål i livet!

Det er det der fylder min lykketank op! Men, det er jo ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden, hele tiden!
Jeg har nok at gøre med at rumme følelsen selv! Og glædes ved den! Eller med at være nærværende så jeg til enhver tid kan hive følelsen eller episoden frem og genkalde mig det hele..

Det er nok bare mig. Tossede dobbeltmoralske lille jeg!
Jeg ved det jo godt, og alligevel bliver jeg ved med at åbne op for alle deres opdateringer. Men der går længere og længere imellem, både uger, og måneder til tider: Man er vel nysgerrig?! Og hver gang skuffes jeg.. Over hvad jeg læser.. men særligt over mig selv!  En vis forventningsafstemning ville nok være på sin plads her!

Er jeg dobbeltmoralsk?

Læs nu, hvad jeg netop har skrevet, for nu poster jeg det nemlig, på min hemmelige side! Mon det vil gøre min lykke mere virkelig, eller synlig, eller er det blot mit behov for at være med i den elektroniske World Wide Web verden der driver mig? For i virkeligheden føles det jo bare godt at sætte ord på det hele. Og det føles også godt at blive bekræftet og anerkendt fra tid til anden, der bliver vel bare flere og flere muligheder for at få forløsning for dette..

Er jeg nu også gammeldags? Eller bare mere privat end.. mange andre?

Fortæl mig: Poster du alt hvad der vækker en følelse i dig og hvad giver det dig?

%d bloggers like this: