UA-76103815-1

Tag: Sammenbragt familie

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Om ferieplanlægning: Endnu flere hensyn ARH!

Der findes mennesker der fungerer bedst med alt i faste rammer. Som planlægger i god tid frem, så de præcist ved hvad de går i møde, med hvem og hvornår! Jeg tænker at deres kalender sikkert er fyldt godt op.

Så er der dem i den anden kategori, der lever fra dag til dag som ikke har særlig mange forpligtelser, og som måske derfor ikke har behov for skemaer. Muligvis lidt s/h tegnet op, men jeg håber du kan følge min tankegang!
Jeg tror nok, at jeg hører til i den sidste kategori. Det er bare sådan, at mit liv med årene har.. kompliceret sig.. Flere og flere har interesser i mit liv og min tid, så at sige. Nogen direkte og andre inddirekte indflydelse, det er klart!
Tag nu ferierne:
Når jeg nu til sommer ønsker at holde mine fjorten dages ferie med min dreng alene og så, efterfølgende med min kæreste alene, så skal det passes sammen med:
Min kæreste
Enebarnets far
Enebarnets sport (han kører gokart hele sommeren, deltager i diverse løb, som regel kun med sin far. Derfor skal de bedste løb skal helst ligge i fars weekender)
Gokart Skole som (vist nok) kun er én uge i sommerferien
Min kærestes ekskone
Enebarnets fars kæreste
Og hun skal formentlig passe det ind med sine børns far/ fædre
Og endelig er der diverse arbejdsgivere/ kollegaers hensyn!

Jeg har fået helt ondt i maven ved tanken om ferie planlægning siden Mr. D. bragte det på banen for en måned siden. Han og børnenes mor planlægger deres ferier hurtigst muligt. Jeg og enebarnets far har (næsten) altid ventet til vi ikke kunne strække den længere. Hvorfor? Det må guderne vide! Selv har jeg vildt svært ved at overskue konsekvenserne ved vores ferieplanlægning. For ikke nok med at yndlingsbarnet skifter mellem Far og Mor midt på ugen (hvilket gør at man ikke bare kan tale om lige eller ulige uge) så har vi også en aftale om at vi har lov til, to gange om året, at holde 14 dages sammenhængene ferie med den unge mand!

Den skarpe læser vil straks se problematikken i denne aftale: Vi skifter uger efter hver ferie! Vi risikerer med denne aftale, pludselig at stå, (såfremt vi har en kæreste hvis “barnecyklus” følger vores) helt uden den børnefri weekend! For, kærestens børn skifter sjovt nok ikke uger?! Og så kan der gå laaaang tid før den anden forældre holder ferie. Der er sågar også den mulighed at den anden vælger, slet ikke at benytte sig af muligheden for sine 14 dages sammenhængende..

Nogen har engang påpeget for mig, at jeg bare skulle være taknemmelig for at jeg overhovedet havde mulighed for de børnefri stunder! “Det har de færreste forældre mulighed for!” Jo jo! Enig! Men, de havde jo så muligheden for at lære hinanden at kende inden de fik børn! Om de så benyttede sig af den mulighed, er jo så en anden snak, men de havde den! Vi skal lære hinanden at kende, imens vi tager hensyn til børnene og deres følelser, eller i de korte stunder vi er alene. So we better be!

Jeg prøvede for nogle uger siden at få enebarnets far til at sætte sig sammen med mig og en kalender så vi kunne få styr på alle disse ferier! Det lykkedes ikke! Nu har jeg modtaget en mail med et meget kort og meget specifikt ønske om en enkelt uges ferie: Gokartskolen! Det burde være så nemt.. Særligt når jeg ser ind i min kære drengs øjne.. Men ARH(!) det føles ikke altid sådan!

Jeg ved fra flere pålidelige kilder at ferieplanlægning fylder ganske meget i de små splittede, for slet ikke at tale om i de sammenbragte familier! Hvordan planlægger du ferierne?

Alle de hensyn

Da jeg fik min dreng hjem forleden gav han tydeligt udtryk for at han ikke havde behov for at tilbringe mere tid end højst nødvendigt hos min kæreste mr. D og hans to drenge. Han går i skole med den ene. Da vi for alvor begyndte at kæreste syntes især min dreng, der er enebarn, at det var fantastisk med legekammerater der var tilgængelige hele tiden, omend det var helt enormt PINLIGT! Det sidste var vi forberedte på!

Så vi har naturligvis nydt i fulde drag at børnene har opsøgt hinanden uden for skolen og har styret os alle i en retning der gjorde det muligt at tilbringe langt mere tid sammen, end hvad jeg tror vi ellers ville have gjort. Omvendt har det også hurtigere introduceret os for dilemmaer som sammenbragte familier lever med. Der er bare den lille detalje, at vi ikke er en sammenbragt familie: Vi lever ikke samme!

Så alt i alt er det gået som Mette Bender forudsiger i sin bog Mere end Pap og Bonus: Efter omkring et halvt års tid begynder nyhedens interesse at aftage og de begynder at forstå at disse mennesker måske ikke går væk og at tid uden, bestemt også er vigtig! Det er i hvert fald sådan jeg husker det afsnit og det er sådan alle vores børn har reageret!

Så vi har skruet ned for aktiviteterne og har aftalt kun at ses og at spise og sove sammen, en enkelt gang (eller to) i denne uge: Drengene var gensidigt ret trætte af hinanden det var tydeligt. Men hvad sker så når man beslutter at skrue ned? I forgårs, torsdag, tog de sammen hjem fra skole, allerede lidt over to. Da jeg hentede ham hjem efter at have tilbragt lidt tid med mr. D. kunne han slet ikke overskue tanken om at han, pga. min fredagssvømning, skulle “passes” hos dem og at vi efter al sandsynlighed også skulle spise der. De skulle i hvert fald ikke følges med os i biografen: Den opfordring var jeg indstillet på at følge idet jeg mener at de også skal have den slags stunder med deres forældre, alene, uden påhæng.

Nå! Fredag tager de først hjem sammen kl. 15. Da jeg har svømmet og jeg tilslutter mig selskabet hos mr. D. er de store ikke til at drive ud af værelset. De forsvinder derind igen da vi har spist og efter en god lang romantisk film uden noget der kunne minde om børn i nærheden, overhovedet, begynder de at plage om at sove sammen. Hvortil jeg, naturligvis og til min store ærgrelse, må svare Nej!

Inderst inde ved jeg så udmærket godt, at jeg gør det rigtige! Min 10årige Hr. Enebarn kræver tid til at vænne sig til at der altid er andre omkring sig, at andre børn kræver og tager opmærksomheden og at der bliver færre hygge stunder i nærmest total stilhed, alene med mor og måske en kat på skødet. For ikke at tale om tid til at lære hinanden sådan rigtig at kende. Børnene har ikke været med til at vælge hverken fars eller mors kæreste, og da endnu mindre kæresternes børn.

Men ARRRH! Alle de hensyn! (Tag nu ikke fejl! Jeg tager dem af hjertet gerne, når jeg ser dem, når jeg kan finde rundt og navigere i dem, og i alle de nye situationer vi pludselig står i). Der er en himmel til forskel på hvordan de er sammen, fordi de har lyst, og når de voksne bestemmer det! Så det er vel i virkeligheden bare med at stå klar når de har lyst til det. Og bare med at stå klar og fjerne dem langsomt og sikkert fra hinanden mens legen er god, så de kan fortsætte i den gode karma og harmoni, næste gang de/ vi ses.

Åh, hvor kan jeg godt blive træt af alle de nye facetter min ellers helt fantastiske kæresteforhold har fået..

Håber ikke jeg er den eneste ene der har det sådan..?

Familier sammen

At bringe familier sammen!

At være bragt sammen

At være en sammenbragt familie

Hvordan er det gået i dag?

Dejligt! Dejligt at være to, voksne, i de daglige gøremål

Dejligt at se alle drengene i en sammenflettet verden af leg, spil, film og kammeratskab. Et kammeratskab der er blevet udfordret og styrket af de voksnes beslutning om at være sammen.

Vi har bragt dem sammen, tættere sammen

Er vi en familie? Nok ikke!

Vi lever hver for sig. Med hvert vores værdisæt, hver vores pligter, ansvar og mål.

Vi kigger ind i mellem skævt på hinanden

Undres

Tænker: “Godt det ikke er mine, eller mig”

Men, ind i mellem nærmer os noget der ligner. Ligner en familie når vi er ude, sammen. Bragt sammen, med vores forskelligheder, værdier og regler, fortid.. Kommer hinanden i møde: Tager lidt vi kan bruge, tilretter os, bliver mere som hinanden.. Pejler os frem i mørket mod et fællesskab.!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553/?claim=np2esuapknw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

<script src=”https://widget.bloglovin.com/widget/scripts/bl.js” type=”text/javascript”></script><a target=”_blank” href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553″ data-img-src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″ data-blog-id=”13565553″ class=”bloglovin-widget”><img src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″></a>

Status 2014 – Fortsæt 2015 fortsætter

Hey!

Det er nytår om 12 timer!

  • Jeg skal nå at støvsuge,
  • vaske gulv,
  • ordne negle,
  • have min kjole tørret (den ligger stadig i blød men jeg tror håber det er en hurtigtørrende en af slagsen)
  • alm. klargøring. bad, make up, diverse hår
  • og måske det kan svare sig at overveje morgenmaden til i morgen, og aftensmaden også.. Hmm..
  • spise
  • skåle
  • kysse med kæresten

Og når de 12 timer er gået og jeg har sat flueben ved disse punkter, så har jeg 12 måneder til at nå alt det andet!

Det Herrens år 2014 har for mig været en blandet landhandel. Hvad angår kærligheden har det været et roligt år og nu føler jeg virkelig at jeg hviler i mig selv og i kærligheden.

Jeg har været sygemeldt fra mit kontorjob med stress og forventes at starte op på fuld tid efter nytår. Spændende hvordan det skal gå: Jeg krydser fingre for mig selv! Men jeg husker på at jeg i det sygdomsforløb er kommet i bedre kontakt med mig selv end jeg har været længe.

Jeg har startet Naboenskat.dk op og føler efterhånden at jeg er ved at have styr på hvad det er jeg vil med denne side.. Måske der endda kommer en læser forbi en dag, man kan jo håbe!

Jeg har fået smagt på hvad det vil sige at være i form og hvad det vil sige at leve sådan.. næsten i en slags sammenbragt familie.. Altså, hver for sig.

Der har været lidt udskiftning i katte familien: Panton som var kronisk påvirket af en dum astmahoste blev syg i tandkødet og tabte alle sine tænder. Så de to grundlag gjorde at jeg valgte at få ham aflivet, en virkelig svær beslutning! Karmen trives stadig ikke og daglige meget voldsomme sammenstød med min unge hr. Quintus har gjort at jeg for 10 dage siden slog et opslag op på Facebook: Karmen skal have nyt hjem! Hun bliver hentet af en Vejle kollega i morgen: 1/1 2015!

Så jeg har fået en ny killing i huset: Ghandi, chokolade Burmeser på 12 uger fra Nadikat Katteri, der trampede lige ind i Quintus hjerte, så det tyder på at der snart vil herske ro og harmoni i katteflokken igen!

Jeg har skrevet i en time, jeg skal være klar om 3 1/2 time og der var lige både en kjole og nogle negle der skulle tørres så fortsætterne fortsætte en anden gang i en nær fremtid.

Godt nytår

 

Hvad er dette?!

Jeg lever i et af de mere moderne COLA parforhold: COuple Living Apart! Både jeg og min kæreste har børn, begge i 7/7 ordninger. Og det er sådan set inspirationskilde nok til mig for nu: Mit forhold til min kæreste, hans børn, hans forhold til mig og mit barn er en helt grundlæggende rød tråd i de tankespind jeg gør mig i disse tider. Altså, nu hvor jeg ikke længere er single og derfor har lagt tanker der går i en helt anden retning bag mig.

Til trods at vi lever i hvert vores hjem ses vi dagligt. Med og uden børn. Og derfor føler jeg at jeg lever halvdelen af mit liv i en sammenbragt familie. Eller rettere: I 2-3 sammenbragte familier: Der er så mange kombinationer.

Det er en uendelig kompleks og svær situation at stå i fordi alles roller over for hinanden, er så.. udefinerede. Jeg har forsøgt finde materiale om sammenbragte familier og noget af det har været givende, andet mindre givende. Jeg har ikke kunne finde noget om den position man bliver sat i når man lever på denne måde. Egentlig lidt overraskende for jeg føler mig overbevist om at det må være sådan alle sammenbragte familier er startet op: Med at ses, lære hinanden og hinandens børn at kende.. Eller måske jeg er helt galt på den?!

Og det får mig til at tænke, at den eneste måde at skaffe viden på, må være ved at videregive af egen erfaring og håbe på at jeg derved kan hjælpe andre i tilsvarende situation..                              Jeg kunne nu stadig godt tænke mig at høre fra andre der står eller har stået i noget tilsvarende: om deres erfaringer fra denne gråzone.

Hvis I er derude, så giv mig et tegn…

%d bloggers like this: