UA-76103815-1

Tag: Skilsmisse

Set fra oven?

HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!