UA-76103815-1

Tag: Sorg

At løbe fra det hele

Roskilde Domkirke Selv det lys vi får fra en grå himmel virker helende for krop og sind

Efter 48 timer er det altopslugende savn ved at aftage: Det var en hård omgang denne gang!

Jeg har løbet en tur, fordi jeg havde fået helt ondt af at slå mig selv i hovedet. Kun i tankerne, men det kan nu godt give dårlige fornemmelser ikke desto mindre. Og hvorfor jeg gjorde det? Jeg har beskrevet gårsdagens sindstilstand og årsagen til samme, her: Jeg have ærlig talt ondt livet.

Som de fleste andre, ved jeg godt at motion, frisk luft og sol eller lys, selv fra en overskyet himmel, virker positivt på et nedtrykt sind. Så lige inden solen begyndte at gå helt ned, tog jeg mig sammen. Det passede i øvrigt så fint med at det begyndte at regne da jeg stod og stragte ud, uden for min hoveddør. Hvor heldig kan man være?!

Det er utroligt hvad en lille, symbolsk løbetur kan gøre! Jeg ved godt at man kan måle sig frem til alle mulige stress nedsættende stoffer som frigives under motion. Men for mit vedkommende tror jeg mest det handler om at den fysiske smerte og følelse af tungsind “overskygges” af den følelse det giver når hjertet pumper ekstra hurtigt for at få ilten ud i blodet og ud i kroppen. Eller hvad det nu er der sker. Det er i hvert fald for mig en fysisk følelse af velvære.

Jeg forventer desværre også at få lidt løbe “tømmermænd” i morgen: Det er seriøst længe siden jeg har løbet og jeg er ikke sikke på at muskler og scener i mine ankler bifaldt min taktik. Men så har vi jo heldigvis altid svømmehallen: Den vender vi snart tilbage til.

En sorgens dag

Karmen

Dramatisk? Tja.. Måske!

Jeg vågnede kl. 7:30 nytårsdag da Quintus ville ud og Karmen straks benyttede lejligheden til at kravle ind under min dyne hvor hun puttede, meget mere end hun plejer I am positiv! Og jeg nød det, og blev tung om hjertet for det var i dag hun skulle hentes af den dejlige familie der har åbnet deres hjem for hende: En dyreelskende familie med to børn på 10-12 år med kanin og fugle i bur både inde og ude og flere katte bag sig.. Den perfekte familie til Karmen!

De var alle så forfærdelig søde og pigen kastede sig om halsen på sin mor da hun forstod at Karmen skulle med dem hjem! Jeg blev helt rørt.. Men.. Det blev jeg så sandelig også da jeg satte hende ind i transportkassen og Quintus kom og satte poten og næsen op på gitteret og snusede farvel.. Guderne må vide hvad deres anstrengte forhold gik ud på..

Og da døren blev lukket og jeg sad alene i sofaen og jeg manglede en Karmen der kunne springe op på mit skød, skævende til Quintus som om hun kunne forvente et bagholds angreb hvert et øjeblik, hvilket hun i princippet altid kunne..

Og da Quintus senere begyndte at gå rundt og kalde.. Efter Karmen, eller mere mad, det er selvfølgelig svært at sige. Måske han savner en gammel ven at putte med, en der ikke bider ham i haserne.. Godt han har bonded fornuftigt med Ghandi i de få dage vi har haft ham.

Det bliver ensomt i nat, men der er udsigt til en rolig morgen uden hyl og hvæs. Godt for alle, hun er en dejlig pige der nu får masser af kærlighed af sine mennesker som hun får helt for sig selv! Og herhjemme må livet gå videre og et nyt år kan starte!

Quintus Stativ
Quintus, Burmeser 1 1/2 år gammel

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.