UA-76103815-1

Tag: Sorg

At løbe fra det hele

Roskilde Domkirke Selv det lys vi får fra en grå himmel virker helende for krop og sind

Efter 48 timer er det altopslugende savn ved at aftage: Det var en hård omgang denne gang!

Jeg har løbet en tur, fordi jeg havde fået helt ondt af at slå mig selv i hovedet. Kun i tankerne, men det kan nu godt give dårlige fornemmelser ikke desto mindre. Og hvorfor jeg gjorde det? Jeg har beskrevet gårsdagens sindstilstand og årsagen til samme, her: Jeg have ærlig talt ondt livet.

Som de fleste andre, ved jeg godt at motion, frisk luft og sol eller lys, selv fra en overskyet himmel, virker positivt på et nedtrykt sind. Så lige inden solen begyndte at gå helt ned, tog jeg mig sammen. Det passede i øvrigt så fint med at det begyndte at regne da jeg stod og stragte ud, uden for min hoveddør. Hvor heldig kan man være?!

Det er utroligt hvad en lille, symbolsk løbetur kan gøre! Jeg ved godt at man kan måle sig frem til alle mulige stress nedsættende stoffer som frigives under motion. Men for mit vedkommende tror jeg mest det handler om at den fysiske smerte og følelse af tungsind “overskygges” af den følelse det giver når hjertet pumper ekstra hurtigt for at få ilten ud i blodet og ud i kroppen. Eller hvad det nu er der sker. Det er i hvert fald for mig en fysisk følelse af velvære.

Jeg forventer desværre også at få lidt løbe “tømmermænd” i morgen: Det er seriøst længe siden jeg har løbet og jeg er ikke sikke på at muskler og scener i mine ankler bifaldt min taktik. Men så har vi jo heldigvis altid svømmehallen: Den vender vi snart tilbage til.

En sorgens dag

Karmen

Dramatisk? Tja.. Måske!

Jeg vågnede kl. 7:30 nytårsdag da Quintus ville ud og Karmen straks benyttede lejligheden til at kravle ind under min dyne hvor hun puttede, meget mere end hun plejer I am positiv! Og jeg nød det, og blev tung om hjertet for det var i dag hun skulle hentes af den dejlige familie der har åbnet deres hjem for hende: En dyreelskende familie med to børn på 10-12 år med kanin og fugle i bur både inde og ude og flere katte bag sig.. Den perfekte familie til Karmen!

De var alle så forfærdelig søde og pigen kastede sig om halsen på sin mor da hun forstod at Karmen skulle med dem hjem! Jeg blev helt rørt.. Men.. Det blev jeg så sandelig også da jeg satte hende ind i transportkassen og Quintus kom og satte poten og næsen op på gitteret og snusede farvel.. Guderne må vide hvad deres anstrengte forhold gik ud på..

Og da døren blev lukket og jeg sad alene i sofaen og jeg manglede en Karmen der kunne springe op på mit skød, skævende til Quintus som om hun kunne forvente et bagholds angreb hvert et øjeblik, hvilket hun i princippet altid kunne..

Og da Quintus senere begyndte at gå rundt og kalde.. Efter Karmen, eller mere mad, det er selvfølgelig svært at sige. Måske han savner en gammel ven at putte med, en der ikke bider ham i haserne.. Godt han har bonded fornuftigt med Ghandi i de få dage vi har haft ham.

Det bliver ensomt i nat, men der er udsigt til en rolig morgen uden hyl og hvæs. Godt for alle, hun er en dejlig pige der nu får masser af kærlighed af sine mennesker som hun får helt for sig selv! Og herhjemme må livet gå videre og et nyt år kan starte!

Quintus Stativ
Quintus, Burmeser 1 1/2 år gammel

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!

En ny Stjerne

Jeg var lige i gang med at få styr på mit liv: Afklaret med at være uafklaret. Lidt kærestesorg og selvoptagethed har man vel altid man kan tage sig af mens man skøjter rundt på Facebook. Tankerne fylder det hele og telefonen er varm fordi jeg skal hører veninderne sige det samme og det samme til mig: “Det tar tid!” “Det skal nok blive godt!” “Slap nu af, du har det jo godt!”

Mmm.. Klart! Læser bøger om hvilepuls og Waow-effekt og selvindsigt og og og!

Og så: BANG!
Bliver alt ændret! Fra det ene øjeblik! Min veninde havde skrevet følgende opdatering på Facebook:

Det er med dyb sorg at fortælle Jer, at vores smukke datter Caroline er gået bort! Hun blev kørt ihjel i går kl.17.45. Ingen ord kan beskrive den smerte vi føler!!
Caroline du vil altid være i vores hjerter alt er meningsløst….men Gud havde en større plan med hende!!
Sov sødt lille skat! Mor og far elsker dig!!

Og lige da, kan jeg se og forstå hvad der er vigtigt i livet!
Mit hjerte bløder og tårerne triller: Der gik mange timer før jeg forstod hvad der var sket og jeg sad oppe hele natten og skiftevis græd og hulkede så hele kroppen rystede.
Gik ind og så til min dreng og takkede alt mellem himmel og jord for hvad jeg har.. Og også har i morgen!

Få dage senere lød hendes opdateringen således:
Hvordan kommer man over sit tab?????? Har lige kysset jorden, lige der hvor hendes lille  gik i stå, lige der hvor alles hjerter gik i stå!
Du var så sød og smuk lille som stor. Nu skal jeg aldrig glatte dit hår, kysse dig i panden og vugge dig i mine arme! Du er mit livs kærlighed mit lys! Hvordan kan man overhovedet komme videre….

Sorgen vil ingen ende tage..
Alle omkring græder, ingen kan tænke sig til den smerte hun må skulle rumme, ingen ved hvordan hendes verden ser ud på den anden side..
Men jeg ved, at hun var en nærværende og kærlig mor.
Det ved hun også!
Jeg ser på min dreng og ønsker at blot at kunne tænke tilbage, og intet fortryde, hverken kram og kys, eller skænderier og smækken med døre.
Livet er både op og ned, ingen har sagt at det er let og slet ingen har sagt, at det ikke må gøre ondt!
Men det vigtigste må være at vi er til stede i det vi gør og tager ved lære..!

Min veninde skal fortsætte sit liv, nu med en mission, måske at finde en ny mening med livet, måske at give andre én.. Måske det er et og samme..

Tårerne triller når jeg læser hvad hun skriver, hun vil aldrig blive den samme!
Jeg mangler ordene, føler mig magtesløs på en måde der ikke kan sammenholdes med mine egne kriser, skilsmisse, retsag og barske livserfaringer der på den anden side har gjort mig stærkere end nogen sinde. Vejen dertil var blot så lang og hård!
Det jeg har kæmpet for, er blevet frarøvet hende for altid!
Mine eneste ord jeg kunne give hende, giver jeg Jer med:
“Kæreste
Jeg ved i mit hjerte, at for hver et lys der slukkes, da tændes der en stjerne som vil lyse og funkle og aldrig lade mig glemme..!
En ny stjerne er blevet tændt..
Den lyser og funkler og jeg elsker den stjerne!
Aldrig har jeg kigget så meget på stjernerne som nu, og det stille lys jeg så tit har tændt i aftentimerne, har fået en hel ny betydning i mit liv og vil altid have det!
Kære Caroline
Du var også en engel da du var iblandt os!
Ingen ord kan beskrive hvad du gav os alle..
Hjælp os nu med at passe på din far og din mor så deres hjerter med tiden kan heles..”

Kære Du, der læser dette: fra min kære veninde til dig:
Kys og kram Jeres børn og kære de er kun til låns! Tag intet for givet og husk at fortælle at I elsker hinanden, hver dag!!! Det gjorde jeg heldigvis..

%d bloggers like this: