UA-76103815-1

Tag: Tid

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige menneskerer og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv

Set fra oven?

HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!

Lykke og Facebook?

Faktisk troede jeg , at jeg var syg! Det er kommet over de sidste par måneder, stille og roligt er det tiltaget mere og mere.. Jeg nævnte det for en kær veninde, at jeg følte mig underligt tilpas. Jeg understregede at jeg ikke havde mødt nogen mand: at jeg ikke var forelsket: Nu var jeg solo, og det var okay, lige nu!

“Kan det, i din verden, tænkes, at ikke al forelskelse skal relatere til en af det modsatte køn? Eller til en udefra kommende person? Kan man tænke sig den tanke, at du kan blive forelsket i noget andet? Noget så defust som selve Livet? Eller at det du kalder forelskelse, blot er følelsen af at have det godt! At være i harmoni og hvile i sig selv?!”

Jeg blev nærmest flov, for jeg vidste med det samme at hun havde ret! Men kan man tillade sig det, at have det godt, i vores verden, og hvis  man kan, hvordan siger man det så højt, uden at blive betragtet som en uden at blive set skævt på?

Eller.. det skal måske slet ikke siges højt? Er det ikke nok at jeg selv ved hvordan tingen er?
Skal det virkelig postes til hele verden at jeg har det godt, før det er virkeligt? Ja! Det skal det! Åbenbart!!

Jeg har den seneste tid på det nærmeste været frustreret over de posts mine venner og bekendte til stadighed poster på blandt andre Facebook:

Hvor de er, hvem de er med, hvad og hvor de spiser, hvilket humør de er i, hvad de har modtaget, hvad det er blevet frataget, hvad deres mand, børn, svigerforældre, kæledyr har udrettet.. Og hvor lykkelige de er! Kan de virkelig være nærværende og til stede i alle deres selskaber, gøremål og følelser når de hele tiden skal hive deres telefon op og i tale sætte det?

En hel dag kan jeg gå og føle mig generelt lykkelig: For mit job, mine kollegaer, for mit helbred, mine gamle bukser som jeg stadig passer, for min bror derude i verden, min smukke, dejlige, underskønne søn, for solen som også stod op denne gang, for vinden der blæser og for at træde ind i mit hjem der giver mig ro, og alt det i den der skal ændres i den og for det og de som hjælper mig med at sætte store og små mål i livet!

Det er det der fylder min lykketank op! Men, det er jo ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden, hele tiden!
Jeg har nok at gøre med at rumme følelsen selv! Og glædes ved den! Eller med at være nærværende så jeg til enhver tid kan hive følelsen eller episoden frem og genkalde mig det hele..

Det er nok bare mig. Tossede dobbeltmoralske lille jeg!
Jeg ved det jo godt, og alligevel bliver jeg ved med at åbne op for alle deres opdateringer. Men der går længere og længere imellem, både uger, og måneder til tider: Man er vel nysgerrig?! Og hver gang skuffes jeg.. Over hvad jeg læser.. men særligt over mig selv!  En vis forventningsafstemning ville nok være på sin plads her!

Er jeg dobbeltmoralsk?

Læs nu, hvad jeg netop har skrevet, for nu poster jeg det nemlig, på min hemmelige side! Mon det vil gøre min lykke mere virkelig, eller synlig, eller er det blot mit behov for at være med i den elektroniske World Wide Web verden der driver mig? For i virkeligheden føles det jo bare godt at sætte ord på det hele. Og det føles også godt at blive bekræftet og anerkendt fra tid til anden, der bliver vel bare flere og flere muligheder for at få forløsning for dette..

Er jeg nu også gammeldags? Eller bare mere privat end.. mange andre?

Fortæl mig: Poster du alt hvad der vækker en følelse i dig og hvad giver det dig?

En Mand i Mit Liv

Jeg vil fortælle Jer om en mand i mit liv!

En mand som med rette kan sammenlignes med den ensomme cowboy der ved en tilfældighed krydsede min vej og blev forelsket ved første øjekast.
Han forførte mig med sin selvsikkerhed og sin ømhed for mig.
Han tromlede ind i mit liv med stor respekt for det og for mine værdier.
Da han lærte mig at kende lagde han al sin energi og kærlighed i at gøre mig stærk hvor jeg var svag.
Han tog kontrollen da jeg mistede den og guidede mig gennem mit livs sværeste stunder og tungeste valg.
Han hjalp mig til at genfinde mig selv og gav gradvist styringen tilbage til mig.
Han støttede mig og kyssede mig og blev min elskede, min mentor og min ven.
Da jeg var stærk nok, gav han mig den fulde kontrol tilbage

Jeg kunne nu mærke hver en celle, hver en følelse under huden, som for første gang!
Følsom og stærk som aldrig før var jeg blevet sulten på livet, mulighederne og kærligheden..
Så jeg ville have mere!
Mere af ham!
Jeg ville føde hans børn og binde ham til mig for evigt.
Jeg ville elske ham med al hans rummelighed og styrke, hans savn, ensomhed, hans hverdagsstruktur og forskelligheder fra mig
Forpligte ham
I lyst og nød

Som min styrke blev større blev kravene og savnet det også

Jeg tror, han håbede at jeg ville glemme mine drømme med tiden
Eller at han ville acceptere vores forskelligheder og uligheder ligesom jeg havde gjort
At vi kunne vende tilbage til forelskelsen og at han kunne fralægge sig den rolle han havde påtaget sig, når jeg var stærk nok

Jeg ved i virkeligheden ikke hvad han drømte om

Måske blot at jeg ville passe på ham.. Være hans familie..
Det ville jeg, men jeg kunne kun på min egen måde!

Han er stadig min mentor og ven
Jeg lod ham gå fordi jeg elskede ham

Han er nu redet videre ud i verden, alene, på udkik efter endnu en pige der har brug for ham.
Han skal nok finde hende og jeg håber at når han gør, så vil hun værdsætte hans hengivenhed, hans duft og hans hænder! Så han kan finde ro…

Jeg tænker ofte på ham vel vidende at han ikke var bestemt for mig

Han er den mand i mit liv, der har haft størst betydning for hvem og hvor jeg er i dag

Jeg håber han finder roen og lykken, snart…!
Jeg tror på, at han har givet mig hvad der skal til, for at jeg kan finde min!

%d bloggers like this: