UA-76103815-1

Tag: Værdier

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!

Åh! Du herlige Sociale Medie

Jeg blev netop hevet tilbage til en uforløst drøm, igen, da jeg et svagt øjeblik forvildede mig ind forbi Facebook. Skulle bare lige se hvordan I alle havde det.. I havde det tilsyneladende skønt, derfor er Facebook er fantastisk sted at hænge ud med alle sine 324 nærmeste venner: Der findes nemlig ingen grimme eller triste mennesker på Facebook! Det er et fact!

Alle bliver vist fra deres bedste side, igen og igen. Med sat hår, trutmund og kavalergang, lige op i vore andres ansigter i morgenmaden, i toget eller .. hvor som helst. Vi bliver alle inviteret med på et smugkig når vi nyder livet, enten når vi selv gør noget fantastisk, eller når nogen andre gør det.

Selv poster jeg sjældent på Facebook, eller på nogen andre medier for den sags skyld. Årsagerne er mange, men det er sikkert at det er et aktivt valg!  Men tag ikke fejl: Jeg holder meget at at besøge jer på facebook og se hvor skønt I har det, se hvad I får at spise og hvem I er sammen med. Selv ville jeg nok føle at jeg førte jer bag lyset hvis jeg valgte kun at vise jer en af alle mine facetter, når nu jeg har så mange. De der kender mig ved, at der er lige så meget sort som hvidt i min verden og, naturligt nok, endnu mere i farveviften i mellem. Men sådan er vi naturligvis så forskellige.

Farver og striber
Farver og striber

 

Jeg sidder og tænker over, hvad jeg realt ville have lyst til at dele med mine venner, og hvad der holder mig tilbage fra faktisk at gøre det, på facebook, og her er hvad jeg nåede frem til med lidt overvejelser for og imod:

Jeg kunne jo godt have lyst til at dele med jer, når jeg har fået mig en god tur i kanen: Hvordan lyder det? Er det måske lidt for grænseoverskridende? Har du lyst til at høre om det? Ville Mr. D mon også have lyst til at jeg delte dette, med vores fælles venner for ikke at tale om forældre, søskende og børn, kollegaer? Skulle man så overveje at ændre status på 180 af sine 190 venner så kun udvalgte fik den meddelelse på mobilen til morgenkaffen? Jeg kunne også vælge bare at fortælle dette de der realt viste interesse for lige netop dette felt. Hvilket så giver “Ingenting” til min status opdatering.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at berette om hvad jeg spiser og hvornår eller hvad yndlings sønnen laver af sjove eller frække ting, eller endnu bedre: Jeg kunne poste billeder af kattene hver gang de ser søde og nuttede ud: Det er jo så hele tiden! Skal jeg være helt ærlig tror jeg nu ikke at det har min brede venne- og bekendtskabskreds store interesse: De, der måtte interessere sig for disse storslåede begivenheder undslipper alligevel ikke at høre om det, når vi er sammen, i samme lokale, sådan, fysisk: Face 2 Face!

Så jeg tror faktisk at jeg bare at jeg fortsætter som hidtil og nøjes med at bruge Facebook til at se jer fra jeres bedste side, høre at i stadig kører med klatten, redder verden og er vildt forelskede! Så vil jeg tilgengæld opdatere jer, når vi ses!

Godt at se jer igen