UA-76103815-1

Tag: Velvære

Pausen mellem to ord

Pigen der ånder  Når hun ligger, med lukkede øjne, i et soloplyst rum, og fornemmer lyset gennem øjenlågene, kan hun næsten se det lys hun får inde i hovedet, lige efter et klimaks er nået: Helt lyst, helt hvidt, intet andet i denne verden end lys! Lys, og komplet afslapning i hele kroppen.. Inden i og uden på..!

Hun har lagt bogen fra sig. En langsom bog om en gammel mands erindringer. Måske lidt kedelig, vil andre sige.

Først bemærkede hun hvordan hun holdt vejret tilbage mens hun læste. Som, i spænding for hvad der skulle til at ske. Men der sker intet. Historiens effekt på hende er beroligende, alt går ned i tempo, hun læser langsomt som sidder den gamle over for hende og fortæller den til hende.

Vejrtrækningen bliver langsom mens ordene sluges et for et og hun lukker øjnene mellem to ord for at se fortællingen, mens bogstaverne og det næste ord venter, til hun er klar til mere.

Det er da hun lukker øjnene hun ser lyset! Det bliver langsomt stærkere, ligesom lyden af fluen mod vinduet og fuglenes aftensang udenfor tager til. Måske de har været der hele tiden.

Hun begynder langsomt at få styr på sit åndedræt. Lytter, mens hun trækker vejret helt ned i maven og ånder langsomt ud.. Og igen.. Lyttende..

Samme lyd af åndedrag som den langsomme kærlighed, der fylder kroppen ud til hver en fingerspids. Samme kildrende, lykkelige og komplet nærværende følelse som forelskelsen og kærligheden, til kroppen, huden, mennesket, livet..  Lyden af elskov.

Hun lægger nakken tilbage for bedre at kunne åbne op og tage imod. Blotter struben og nyder at kunne trække vejret helt ind, stadig dybere og tungere, udånder med let adskilte læber.. Nyder at tiden går i stå: Bogen med den gamle mands fortælling venter mens hun ligger og trækker vejret og føler sensualiteten og lykken boble i sig lige under huden.

 

Det er det lys og den følelse hun har ledt efter

Det har været væk, for en stund, men nu er det tilbage

 

Det er det lys der var væk i morges da hun lå og græd i sin seng

 

De fremtidige gøremål for fremtiden tårner sig op. Filmen bliver ved med at køre mens uret tikker konstant, højere og højere.  Hun bliver mere og mere desperat i sin søgen efter det værktøj der skal hjælpe med at prioriterer og tilrettelægge.

Alle antennerne peger ud, væk fra hende

Vejrtrækningen bliver kort og hurtig, i små stød

Pulsen bliver lidt højere

Livet gør lidt ondt

Uret tikker konstant, højere og højere, hurtigere og hurtigere

 

Og hele tiden ligger svaret bag de vågne, lukkede øjenlåg

Det hvide lys, hjertets slag, den dybe indånding den langsomme udånding..

Bogen ligger stadig ved hendes side. Den venter til hun er klar igen.

Den gamles langsommelige fortælling der indgyder til selv indsigt, mellem to ord…

 

Om nærvær og rødvin

Den vise RødvinFor nogle dage siden, i en lille rødvinsrus sad jeg og udtalte mig noget så klogt.
Om alle mulige ting jeg dybest set ikke har forstand på, ikke mere end alle andre i hvert fald, det var nok nærmere var udtalt ønsketænkning end facts. Og mændene omkring mig lyttede.. For måske var det også ønsketænkning for dem, der blev i tale sat, og så af en kvinde: Tænk hvad der ville ske, om vi alle vidste hvad vi ville have, og endnu bedre: Tænk om vi også vidste hvad vores nærmeste, eller dem vi ønskede skulle være vores nærmeste, ville have.. Sikke vi alle ville gå rundt og smile!
Hvis og hvis..!

Senere igen kom vi forbi min profil i et af disse.. sociale medier jeg er medlem af. Min profil har stået uberørt hen i snart et år.
Og .. om det var den rødvin ikke alle havde drukket af, vides ikke, men pludselig blev der skudt med skarpt! På mig! For der var én (og det var ikke mig) der læste hvad der stod i min profiltekst, lige dér, midt mellem linjerne:
“Hold da kæft hvor er du aldersfikseret!”

Øh hvad?!

Og ja: Gu er jeg det!
Jeg har lige læst i en debat indlæg at jeg er middelaldrene (jeg foretrækker nu midaldrene, men lad nu det ligge)!
Mit ur tikker hele tiden både højere og hurtigere. Mit liv blev ikke som det jeg drømte om og nu løber jeg kapløb for at få det rettet op efter evne. Der er sket ting der ikke kan gøres om men timeglasset rinder snart ud og jeg bør så småt indse at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg har ladet mig fortælle af andre kvinder i deres bedste alder(!) at når kvinden rammer de 40, sænker der sig en ro over hende! Det lyder meget dramatisk.. Det er det ikke, måske snare det modsatte? Udramatisk!
Måske min tid til at falde til ro er kommet!
Den tid, hvor jeg skal åbne mit sind, så jeg kan glæde mig over og nyde det jeg realt har og har opnået i mit liv:
Holde op med at se bagud og lade være at lægge planer for hvad fremtiden skal bringe!

Min veninde (der vist af en eller anden grund ikke havde fået store mængder vin) spurgte i forlængelse af min store erkendelse, hvad jeg så ville bruge al den fantastiske energi til, som nu ville blive frigivet, nu jeg skulle til at være anderledes nærværende i mit liv..

Jeg håber, jeg vil bruge den til at leve det liv jeg har fået! At nyde resultaterne af de valg jeg træffer hver dag! Til at kigge mig selv i øjnene og leve efter og følge de råd jeg i god mening giver andre. Til at være nærværende!

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!