Jeg elsker min søn over alt på jorden!
I det er der ingen hemmelighed!
Jeg vil gå gennem ild og vand for ham og jeg vil gå langt langt langt for at vide at han har det godt og har ro i sindet, hvad enten det er med sin Ipad mellem hænderne eller når han putter op ad mig og nulre mit hår mens jeg læser historie, eller vi bare ser en film!
Men hver uge, som regel dagen inden han skal videre til Far, bliver stemningen.. anderledes, spændt!
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke at det bliver godt at være alene igen så jeg kan gøre hvad der passer mig og jeg tænker at han har det på samme måde med mig: Nu har jeg ligesom fået mor nok, for denne gang og at han savner sin far.
Om morgnen inden den store afsked (som består i at sende ham i skole som jeg jo sådan set altid gør) er det vigtigt for mig at få krammet ham ordentligt igennem.
Jeg er en enkelt gang eller to kommet på arbejde og er blevet slået helt ud af ikke at have sagt ordentligt farvel.
Tror ærlig talt slet ikke han har det samme behov, men han kan rumme mit, så længe vi kan få krammet overstået inden vi kommer ud i det offentlige og han kan blive set! Til gengæld er der “hentedage” hvor han slet ikke kan kramme og nusse mig nok, efter en uge med Far.
-Ja, man kan vænne sig til meget!
Men den skyld jeg føler, når jeg næsten glæder mig til den frihed jeg har i min barnefri uge, den accepterer jeg nok aldrig: Det er den der er min lille hemmelighed!
Og når friheden så er der, ville jeg hellere sidde i fodenden af hans seng og nulre hans små fødder, end.. end alt det der dårligt kan lade sig gøre når han er med mig!
Når “friugen” så er ved at være slut kommer jeg i tanke om alt det jeg gerne ville ha nået, (men ikke gjorde) og tager mig i at tænke at en enkelt dag mere, alene for mig selv til alt det praktiske, bare denne ene gang, da ikke ville være at fornægte!
Kan ikke lade være med at tænke på, hvilket rodløst og forvirret barn jeg selv var blevet, hvis mine forældre havde bedt mig om at flytte rundt mellem dem, som min Hjerter Knægt gør det!
Heldigvis har han på det punkt sin fars sind og tager det hele lige den del, med ophøjet ro!
Meget er givet mig her i livet som jeg skal huske at være taknemmelig for:
Listen er uoverkommelig lang!