Jeg lever i et af de mere moderne COLA parforhold: COuple Living Apart! Både jeg og min kæreste har børn, begge i 7/7 ordninger. Og det er sådan set inspirationskilde nok til mig for nu: Mit forhold til min kæreste, hans børn, hans forhold til mig og mit barn er en helt grundlæggende rød tråd i de tankespind jeg gør mig i disse tider. Altså, nu hvor jeg ikke længere er single og derfor har lagt tanker der går i en helt anden retning bag mig.
Til trods at vi lever i hvert vores hjem ses vi dagligt. Med og uden børn. Og derfor føler jeg at jeg lever halvdelen af mit liv i en sammenbragt familie. Eller rettere: I 2-3 sammenbragte familier: Der er så mange kombinationer.
Det er en uendelig kompleks og svær situation at stå i fordi alles roller over for hinanden, er så.. udefinerede. Jeg har forsøgt finde materiale om sammenbragte familier og noget af det har været givende, andet mindre givende. Jeg har ikke kunne finde noget om den position man bliver sat i når man lever på denne måde. Egentlig lidt overraskende for jeg føler mig overbevist om at det må være sådan alle sammenbragte familier er startet op: Med at ses, lære hinanden og hinandens børn at kende.. Eller måske jeg er helt galt på den?!
Og det får mig til at tænke, at den eneste måde at skaffe viden på, må være ved at videregive af egen erfaring og håbe på at jeg derved kan hjælpe andre i tilsvarende situation.. Jeg kunne nu stadig godt tænke mig at høre fra andre der står eller har stået i noget tilsvarende: om deres erfaringer fra denne gråzone.
Hvis I er derude, så giv mig et tegn…