Nu har jeg levet med det i de sidste 9½ år! Hvordan kan det stadig ramme mig så hårdt? Men det kan det og det gør det! Heldigvis ikke hver gang, men denne gang! Av!
Vi har hygget, krammet, holdt påske, skældt ud, spist chokolade, været praktiske, været upraktiske og frem for alt været nærværende, i vores egen lille bobbel. Den bobbel der skabes når han og jeg er intenst sammen. Måske det er fordi vi har holdt ferie sammen.. Måske det er fordi han er blevet 12 og tiden med ham er så dyrebar. Selv den tid vi bruger på at stå op, med vores små jappende rutiner. Og kæmpe kram inden jeg som den første iler ud af døren kl. 7:10 for at nå toget og jobbet.
Når jeg kommer hjem til et tomt hjem, og jeg bliver ramt sådan, nytter 1.000 skønne ting på to-do listen ikke noget! Solen kan skinne og jeg kan lægge planer for eftermiddagen hele vejen hjem fra jobbet. Og når jeg så kommer hjem, bliver jeg lammet af ensomheden. For der er ingen at være noget for, der er ingen grund til at lave varm mad. Det er for koldt at løbe og endnu koldere at gå tur. Bøger er pr. definition kedelige i dag og sådan kan jeg blive ved.. De der tilbyder at snakke med mig, ved alle hvad jeg går igennem. Men jeg har ikke lyst til at snakke. Jeg har været det hele igennem så mange gange før.. Gad vide hvordan de små unger der pakker tasken og flytter fra hjem til hjem, har det? Det må være forfærdeligt! Hvor man end er, savner man den anden konstant..
Et hverdagssavn som dette varer for mig vel ca. 24 timer. Så har jeg vænnet mig til følelsen af at være alene.
Mine katte er på dupperne i aften: Den ene ligger til højre for mit tastatur og holder sig tæt på. Den anden vil have mig op ad stolen: Han hyler og skriger og bidder alle hjørner af mine papirer på mit skrivebord.. Hvad skulle jeg dog gøre uden dem…