Det er jo ikke fordi der intet er sket.. At jeg har været så stille, mener jeg.. Tiden er bare gået, og jeg har på intet tidspunkt formået at sætte mig roligt ned for at sætte mine tanker sort på hvidt, for slet ikke at sige formulere hele brugbare sætninger der ville kunne forstås af andre end jeg selv.. Men, nu er tiden inde: Jeg prøver nu!
Mit blå stempel som min læge gav mig i sommer skulle vise sig at blive min nøgle til lyset.
Wauw! Det lyder da meget godt, nok lidt overdrevet.. Men vil du tænke dig: Det er det faktisk ikke!
Jeg begyndte at kigge på mig selv, med egne og måske tildels med min coachs og min psykologs øjne.. Og jeg lyttede til det jeg sagde, og tænkte over mine ord.
Ret hurtigt følte jeg at jeg var i et forum hvor det var muligt at sige mine drømme højt og hvor mine drømme blev hørt og anerkendt som ønsker og mål.
Jeg er ikke engang sikker på at min søde psykolog fangede vigtigheden af den samtale.
Det er fantastisk som underbevidstheden kan arbejde for én, for et par dage efter, da jeg parkerede bilen efter arbejde kom tanken til mig. Som en drøm.
En af de drømme man måske husker stemningen fra, men ikke billederne, eller handlingen.
Der gik et øjeblik før jeg ligesom “opdagede” tanken.
Så endnu et øjeblik til anerkendelsen, accepten, handling dagen efter på jobbet: Praktiske handlinger: Kunne jeg få fri og til sidst den afgørende skriftlige tilmelding!
Det korte og det lange er at jeg meldte mig til et skole forløb, en uddannelse, i Coach formen NLP.
Ugen efter gik jeg i gang og en hel ny underfundig verden åbnede sig for mig…