BundetSidst jeg var til terapeut blev jeg bedt om at tage mig sammen!

Okay, det var måske ikke lige sådan hun udtrykte det, men det var det jeg hørte.. Faktisk sidder jeg lige og bliver lidt i tvivl om det faktisk var sådan hun sagde det.. Nå.. Anyway.. Hun ramte et ømt punkt, ingen tvivl om det. For er der noget jeg har udviklet særlige kompetencer i igennem de sidste tre-fire årtier, så er det selvmedlidenhed og overspringshandlinger. Jeg har naturligvis også andre kompetencer men de er ikke rigtig relevante lige i denne specifikke sammenhæng.

Så den seneste måned har jeg taget mig sammen.

Jeg må gøre de ting der følger med at være voksen

Også de ting der ikke er så sjove må jeg gøre. Faktisk også de sure og kedelige ting, og jeg er begyndt at springe mine overspringshandlinger over. De fylder i hvert fald ikke så meget længere.

For, hvis jeg gerne vil udvikle mig, se de gode ting komme til mig, se de gode ting udspringe af mine handlinger og gerninger, bliver jeg nød til at tage mit ansvar og gå til livet med oprejst pande. Ellers vil jeg blive hvor jeg har har været det meste af mit liv og det ønsker jeg ikke længere: jeg bliver nød til at komme videre, fordi tiden er til det. For Gud skyld: Jeg er 40 somre gammel!

Den skarpe læser vil måske rynke panden og stille det ikke uvæsentlige spørgsmål: Hvis det er så simpelt, hvorfor har jeg så ikke gjort det meget tidligere?! Og ja! Sagen er jo den, at det ikke er spor simpelt eller lige til, i min verden. Jeg har ikke vidst hvad det var der skete (eller hvad det var der ikke skete) siden jeg ikke kom videre, hvad der holdt mig fast i mine mønstre. Jeg var faktisk ikke engang opmærksom på at jeg sad fast.

Der er nogle der siger at man må spise en elefant ved at tage én bid ad gangen. Men hvis man ikke kan se elefanten, og ikke ved hvad det er man leder efter, men man kan mærke at det burde kunne blive bedre.. livet. Måske fordi elefanten har plantet sin ene fod på din tå, men som sagt: Man kan ikke se hvorfor skoen trykker.

Ja, så kan man give sig selv en gave. En gave som består i at man stopper op og lytter til sig selv og derved tager sig selv alvorligt. Det er dog desværre for de færreste helt nok: Vi er mange der har brug for hjælp til at få øje på elefanten. Det er derfor at vi går til coach, psykolog og terapeut, for blot at nævne nogle muligheder. For de kan noget. Ligesom vi kan noget.. Ind imellem har vi bare brug for lidt hjælp.

De kan noget med at lytte og hører ikke blot hvad der bliver sagt, men også hvad man mener. De ved noget om adfærd, tanke og handlingsmønstre og de ved noget om hvad man skal have i sig for at kunne slutte fred med skoen der gnaver, endsige for at kunne få den af og smide den væk.

Det er lige præcis det jeg vil lære! Det er der jeg vil hen og derfor jeg læser NLP: For at få og lære at beherske de virkemidler der findes, som kan gøre den enkeltes verden både et større og bedre sted at være. Og i min proces i at lære at mestre dette, bliver min verden hele tiden større. Det er nu så meget lettere at give noget videre man selv har fået.

Jeg glæder mig