Jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. når der er ro til at mærke efter – så ved jeg det! Jeg bærer stadig følelsen i mig. Og skulle jeg glemme det, og tro at det hele blot var en drøm, kan jeg tænke tilbage, huske.. Finde tankerne, følelserne og de for evigt arkiverede billeder…
Det bliver aldrig det samme efter mødet med kærligheden!
Hver forelskelse er ny, dugfrisk, frodig, kommer hurtigt, kan gå let.. Men de forsvinder aldrig helt.
For jeg har været der og mærket suset.
På en god dag, når vinden står rigtigt, er der stadig rum til at træde ind i boblen og mærke alle følelserne der fulgte hver enkelt forelskelse: de lette som de tunge.
Og når jeg er klar, og parat til start, vil der blive givet signal og et nyt kapitel kan gå i gang, blive levet og arkiveret med alle de nye følelser og dufte der måtte byde sig til.
Jeg talte engang med en jeg havde haft disse stærke følelser for, om livets mening.
Mit eget svar på dette store spørgsmål, kom så naturligt til mig da jeg første gang blev stillet det, som lille pige med dukkevognen på værelset som det dyrebareste eje:
Meningen med livet er for mig at blive mor!
Som livet nu er levet, blev jeg virkelig mor. Og min forståelse for hvad det specifikt var, ved mor-begrebet der var så meningsfuldt kom til mig. For det er ikke det at blive mor i sig selv der giver mit liv mening. Det er følelsen af den dybe, ubetingede kærlighed.
For hver gang jeg oplever kærligheden, også selv om det blot er for en stund, giver det hele mere mening. Mening i livet, med livet.
Så igen: Jeg har elsket. Og jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. I alle de mennesker jeg har mødt på min vej, der har lukket mig ind og som jeg har lukket ind. De har sammen givet mig det største af alt:
Jeg øver mig i at være. Bare være! At lytte, til det der bliver sagt: betydningen af det der bliver sagt. Jeg øver mig i at tænke før jeg taler, at overveje mine ord og i at være stille. I at stille skarpt på det væsentlige. I at se det væsentlige.
Ind i mellem er tavsheden midlet for den talende, til at komme over på den anden side, ved egen hjælp.
Jeg træner mig i at være til stede og i at vise min nærhed ved ikke at flytte fokus over på mig, men derimod give plads til dem omkring mig.
Det føles godt, når det lykkedes.
Det lykkedes, men ikke altid.
Jeg træner for at blive bedre
Jeg bliver bedre
Jeg er blevet mere lyttende, og mindre talende.
Jeg er i et flow af forandringer. Inden i og omkring mig, er der forandringer. De kommer til mig i en lind strøm, som perler på en snor. Alt giver mening, alt passer sammen. Rummer det og presser ikke på, tror på at det kommer når det er meningen, når jeg er parat. Indtil da er jeg bare opmærksom, og stille så godt jeg kan. Vil nødig støje så jeg går glip af det vigtige.
Ind i mellem skal vi bare være, ikke kæmpe så meget. Bare være!
Jeg sørger, græder og jeg tager afsked. Ikke mange forstår det men årsagen får du her og det er faktisk helt reelt: Jeg fylder fyrre om en uge, men det er ikke blot det: For mig er fyrre (40) ikke blot et tal, men en yderst vigtig målestok for hvilke mål jeg har nået i mit liv. Alt er taget op til revision og du gættede sikkert korrekt: Mine mål var høje og jeg har dags dato ikke nået dem! Mit liv kan, set i bakspejlet, forekomme lidt tilfældigt. Pludselig var jeg midt i livet, og mit udgangspunkt har længe været at jeg ikke fandt resultatet smukt.
En af opgaverne til årets fotomarathon lød “Det perfekte sted”. Ovenover ses mit bud på denne opgave: Jeg kan godt lide kontrasten i den smukke robe der skødesløst er hængt op i en af Københavns gamle lygtepæle. Tilsyneladende tilfældigt, smukt placeret. Er dit liv sådan?
Og hvad gør en Klog så, når man ser på sit liv og må indse at man ikke er hvor man troede eller ønskede at man ville være, når man var halvejs i livet? Der er 7 dage til min fødselsdag: jeg har løbet “marathon” i de seneste år for at nå bare nogle af mine mål, men må give fortabt nu, ved målstregen. Mine mål har været store, det erkender jeg. Nogle ville nok betegne dem som drømme, men det ændrer ikke på at jeg på min egen måde har søgt at skabe mig et liv der indeholdt nogle af de kvaliteter og værdier som jeg mente skulle være til for at jeg var lykkedes i livet.
-Ifølge hvem, spørger du? – Ifølge mig? – Måske..
Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at omprogrammere denne eksistensopfattelse. For selvom jeg er alene, selvom jeg “kun” har ét barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, Hjerter knægt skal stadig i skole og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!
Jeg er igang med nogle af mine mål, nu. De er gradvist blevet aktiveret i takt med at min store dag (fødselsdag) har nærmet sig. Jeg kan i flæng nævne Bloggen her, fotografering, flere sociale aktiviteter, endda min uddannelse i selvudvikling/ NLP…
Men, det er ikke det! Det er ikke de handlinger der betyder noget! De er alle dybest set overfladeske aktiviteter som ingen betydning har for dig hvis eksistensgrundlag allerede er i orden. Hvad betyder det at blogge, fotografere, møde mennesker og at få likes (det er du for øvrigt altid velkommen til at give), og modtage tilkendegivelser af at du er dygtig at du kan dit shit, at du er smuk, What ever, hvis ikke du grundlæggende ved og føler i dig selv, at du er god nok og at du er berettiget til at være her, ligemeget hvad du gør, ligemeget hvad du præsterer, ligemeget hvad andre måtte mene?
Som jeg ser det, ligger foreskellen i hvilken motivations-faktor der driver værket. Gør du det du gør, for at andres meninger om det/ dig og deres tilkendegivelser skal fylde dig op med ro, energi eller kærlighed, eller gør du det fordi selve handlingen tilføjer dit liv værdi (kærlighed, ro, energi)? Og vælter du, uden de andre? Det første kaldes selvtillid, det andet kaldes selvværd.
Jeg har selv været drevet af et behov for kærlighed. Men det er en kærlighed jeg aldrig vil kunne give eller modtage, for den der skulle være omdrejningspunktet, er her ikke. Lige meget hvor meget jeg fortryder, hvor meget jeg ændre adfærd, eller hvor meget succes jeg måtte få på arbejdsmarkedet eller i livet. Det havde ingen betydning.. Så nu er tiden kommet hvor jeg har måtte give slip på det jeg på et mere eller mindre bevidst plan har arbejdet for og med i lange tid. Jeg skal lære at tilgive skæbnen, at ændre mit fokus og at gøre de ting jeg gør, for min egen skyld, i kærlighed til mig selv.
Når det er sagt, er det ikke helt ligetil at give slip på en faktor der har fyldt virkelig meget i mit liv, i mange, mange år. Jeg skal sige uigenkaldeligt Farvel. Og det har været forbundet med en stor sorg. En sorg over at skulle give afkald på noget som jeg i høj grad identificerede mig med og på én eller anden måde havde baseret min fremtid på. En sorg som jeg skulle sige højt, rumme og forstå med alle de følelser der var knyttet dertil. Både de gode og de svære følelser. De kærlige og de vrede følelser.
Derfor læser jeg bøger om sorg! Derfor går jeg uden make-up på job, for det svier forfærdeligt når tårerne får det hele til at løbe og tårerne er ikke til at stoppe: De skal nok finde ud i disse dage!
Og derfor kæmper jeg: Fordi jeg rent faktisk er Det perfekte Sted i mit liv! Lige dér hvor jeg selv kan tage styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Jeg skal ændre retning, roret er tungt men vi ved at det er muligt, så derfor gør jeg det!
-Om det er tilfældigt at jeg havnede hvor jeg havnede skal være usagt. Men som roben i lygtepælen er både du og jeg flytbare. -Og i øvrigt også smukke i krop og sjæl, blot fordi vi er!
Under alle omstændigheder er vi alle det perfekte sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os fra for at gøre noget andet, og under alle omstændigheder få det bedste ud af vores liv. Også(!) om en uge, om en måned og om et år!
Jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. når der er ro til at mærke efter – så ved jeg det! Jeg bærer stadig følelsen i mig. Og skulle jeg glemme det, og tro at det hele blot var en drøm, kan jeg tænke tilbage, huske.. Finde tankerne, følelserne og de for evigt arkiverede billeder…
